Kære medlemmer
Bestyrelsen ønsker med denne mail alle et godt nytår – her et stykke inde i en grå og regnfuld måned. Dagene bliver dog hurtigt længere, og inden måneden er omme, har vi vundet 1½ time.
Nyttige links
Som mange sikkert allerede ved, er der masser af gode råd at hente hos Bolius, der sendte os en mail med henvisning til deres artikler bl.a. om Kompostering og Rotter; det sidste er desværre et stigende problem, også i vort område. Husk at anmelde rotter til Kommunen her: LTK
Kontingent
Opkrævning udsendes i januar, eller trækkes via betalingsservice 1. februar. Hvis I ikke har tilmeldt jer, så gør det nu. Kontingentet er uændret 100 kr. for 2018. For det får man vores e-mails, samt adgang for 2 til generalforsamlingen inkl. spisningen. Bedre forrentning, end banken giver.
Efterlysning, medlemmer
Der plejer at falde nogle fra hvert år, mest p.g.a. fraflytning. Spørg lige dine naboer, om de er medlemmer. Hvis ikke, så foreslå, at de melder sig ind f.eks. via www.hjortekaer.dk eller send os blot en mail. Vi skal over 500 medlemmer; der mangler kun ca. 20.
Generalforsamling
Rosemary har en spændende foredragsholder fra den kulturelle verden i kikkerten. Vi håber der bliver bid, og så får I datoen. Ellers har vi en plan B. Det bliver i april.
Efterlysning, støj
Støj mangler vi ikke, men vi har brug for et par stykker, som vil være med til at intensivere arbejdet for at få etableret støjdæmpning langs motorvejen nord for Vejporten. Kommunen skal formentlig i 2018 revidere støjhandlingsplanen, og der er nye politikere på rådhuset at påvirke. Nyttigt link om støj til kommunens hjemmeside: Trafikstøj, hvor der også vises en støjkortlægning fra 2017.
Vigtigt - Valg af forbrugerrepræsentant til Lyngby-Taarbæk Forsyning
Vi opfordrer lige en sidste gang til, at man stemmer på foreningens næstformand Jan Steiner ved det igangværende valg til Lyngby-Taarbæk Forsyning A/S’ bestyrelse. (Vand og spildevand). En af vore mærkesager er at undgå, at forsyningens aktiviteter udvides på rensningsanlægget. Der er allerede masser af unødvendig (tung) trafik gennem snoede Lundtoftevej og på Hjortekærbakken. Bemærk, at anlægget ved Mølleåen ligger i en fredet zone, hvor man ikke uden dispensation må bygge. F.eks. er kontorerne samlet på en forlænget dispensation trods fredningen.
Sidste frist for at stemme er i morgen søndag den 14. januar. Stem med NemId her: https://ltf.dk/
Godt nytår fra os alle i bestyrelsen.
Write a comment