Kære medlemmer
Året rinder ud og her er de sidste meldinger fra bestyrelsen.
Snerydning:
Takket være grundigt arbejde fra et af vores medlemmer fik vi ændret beslutningen om, at kommunen kunne rydde sne som en (betalt) service på private fællesveje. Noget, som ikke kun er relevant for os i Lyngby-Taarbæk, men som også angår mange andre kommuner.
Kommunens midlertidige ordning for denne vinter blev ikke særlig attraktiv, men den blev også hastet igennem, og derfor var det heller ikke en nem opgave for forvaltningen. Så tak de ildsjæle, som fik lavet en konkurrencedygtig aftale herude i Hjortekær. Dejligt når nogen tager fat til gavn for mange.
Vi har initiativer i gang for at hjælpe forvaltningen med at etablere en ordning for kommende vintre, som er enkel at administrere, og derfor også burde være mere konkurrencedygtig. Vi vender tilbage om dette i januar.
Støj:
Vi har etableret en støjgruppe, som fokuserer på at få nedbragt støjen fra motorvejen, specielt i den nordlige ende af Hjortekær. Det bliver ikke nemt, men der er god gejst. Kommunens støjhandlingsplan er netop sendt i høring, og den vil vi nærstudere og kommentere. Meget overraskende er Hjortekær nord for Vejporten slet ikke nævnt på trods af, at vi har gjort opmærksom på det, og fremhævet bl.a. at børneinstitutionen (Eremitageparken) er særligt udsat. I kan se udkastet på kommunens hjemmeside, og hvis I har kommentarer, så lad os høre, så vi kan tage det med – hvilket ikke skal forhindre individuelle svar i høringsfasen også. Link til støjhandlingsplanen
Vi vender tilbage om dette i det nye år.
Tyveri:
Julen er tyvenes fest…
Her er et par tips:
- Fortæl naboen, hvis I er bortrejst.
- Tænd/sluk-ur på lamper, så der ”nok” er nogen hjemme.
- Fyld affald i naboens skraldespand – hvis de er bortrejst😊
- Få nogen til at rydde sne for jer – også smart, hvis I er hjemme 😊
- Og det seneste ”rygte” vi har hørt er, at forbryderne placerer f.eks. en dåse i indkørslen eller et sted, hvor man naturligt ville fjerne den, hvis man er hjemme. Så spark til dåsen, hvis der ligger en hos dig eller hos naboen – eller lad dåsen være og sæt rotweileren på vagt. 😊
Ring 112, hvis I er vidner til indbrud og 114, hvis skaden er sket og skurken over alle bjerge.
Novozymes:
Vi har lige fået en julehilsen fra Novozymes, som er ved at retablere arealerne og færdiggøre stierne. Hilsenen er vedlagt.
Vi har forsøgt at organisere et besøg før de er flyttet ind, men de har af sikkerhedsgrunde sagt nej. Til gengæld bliver der afholdt åbent hus i foråret.
Generalforsamling: Vi har en dato: torsdag den 11. april kl. 19:00, reserver den.
Bestyrelsen ønsker alle i Hjortekær en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Hjortekær Grundejerforening
Write a comment